Lær om tros – og religionsfrihed

1. Religions- og trosfrihed: en introduktion

Dette er den første af 8 fremstillinger, der ser nærmere på, hvad menneskerettigheder som tanke-, samvittigheds-, religions- og trosfrihed indebærer – samt om og i så fald hvornår de kan indskrænkes.

I denne korte introduktion vil vi først overveje hvem eller hvad der beskyttes af menneskerettigheder, samt hvilke rettigheder religions- og trosfrihed giver os.

Allerførst vil jeg gerne stille dig et spørgsmål: Hvilke religioner er beskyttet af menneskerettighederne religions- og trosfrihed? Mener du, det er de store
verdensreligioner? Eller, er det alle religioner, inklusive små eller usædvanlige religioner? Eller måske er det alle religioner samt alle former for tro og overbevisninger?

Faktisk var det et trickspørgsmål! Jeg spurgte dig, hvilke religioner der var beskyttet; folk antager ofte, at religions- og trosfrihed beskytter religioner og
trosretninger. Men det er faktisk ikke tilfældet. Ligesom med alle andre menneskerettigheder beskytter religions-og trosfrihed mennesker – ikke religioner eller trosretninger i sig selv.

Religions- og trosfrihed beskytter mennesker, der identificerer sig med, tror på eller praktiserer gamle religioner, nye religioner, religioner, et land har tradition
for, samt religioner, der ikke er tradition for i det land. Den beskytter også mennesker med seriøse, ikke-religiøse overbevisninger om grundlæggende spørgsmål, såsom ateister, humanister og pacifister, uanset hvilket land, de måtte bo i.

Religions- og trosfrihed beskytter tilmed folk, der er helt ligeglade med religion og tro.

Med andre ord, religions- og trosfrihed beskytter alle mennesker. Så hvilker former for beskyttelse eller rettigheder har vi? For at finde ud af det, må vi se på
internationale menneskerettighedserklæringer og -konventioner. De to vigtigste er artikel 18 i FNs verdenserklæring om menneskerettighederne, samt artikel 18 i FNs internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder.

Mens FN-deklarationer udtrykker politiske intentioner, er FNs pagter og konventioner juridisk bindende. Lad os se nærmere på teksten i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder.

Artikel 18.

1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds og religionsfrihed. Denne ret skal omfatte frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg, samt frihed til, alene eller sammen med andre i en menighed, offentligt eller privat at give udtryk for sin religion eller tro ved gudsdyrkelse, udførelse af rituelle handlinger, overholdelse af religiøse sædvaner samt undervisning.

2. Ingen må underkastes tvang, der kan begrænse hans frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg.

3. Friheden til at give udtryk for en religion eller tro må kun underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, orden, sundhed eller sædelighed eller andres grundlæggende rettigheder og friheder.

4. De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at respektere forældres og i givet fald værgers frihed til at sikre omsorg for deres børns religionsundervisning og moralske opdragelse i overensstemmelse med deres egen overbevisning.

Så hvad betyder det i praksis for dem, der har en sådan beskyttelse?
Hvilke rettigheder har vi?

Jeg vil gerne introducere syv punkter, der belyser de rettigheder i relation til religion og tro, som international lov sikrer:

De første to udgør kernen i religions- og trosfrihed:

• Retten til at have, vælge, ændre eller forlade en religion eller tro, og
• Retten til at praktisere eller give udtryk for en religion eller tro.
• I forlængelse heraf har vi retten til beskyttelse mod tvang og
• mod diskrimination i tros- eller religionsspørgsmål,
• rettigheder for forældre og børn hvad religion og tro angår,
• og retten til at blive militærnægter af samvittighedsmæssige grunde.

Et andet centralt element i religions- og trosfriheden er reglerne om – og hvornår – de givne rettigheder kan indskrænkes.

På hjemmesiden kan du finde film om hvert af disse punkter, hvor det uddybes, hvad disse rettigheder betyder i praksis.

Copyright SMC

Indholdet af Religions- og trosfrihed: Retten til at have eller ændre sin religion eller tro

Det første kerne-aspekt ved religions- eller trosfrihed er retten til frit at have, beholde, ændre eller forlade éns religion eller tro. Det drejer sig om éns personlige overbevisninger, og kaldes den indre dimension af religions- eller trosfrihed.

Retten til at have eller ændre éns religion eller tro er en uindskrænket* ret. Det betyder, at ifølge international ret kan denne ret aldrig begrænses. Hvad enten man er kristen, muslim, bahá’í, yazidi eller ateist, hvad enten man bor i Singapore, Sverige eller Sudan, hvad enten der er fred eller krig, og uanset hvad religiøse eller politiske ledere siger, har du og alle andre mennesker retten til at beholde og værne om din tro**, eller til at skifte den ud, eller være ikke-troende.

Selvfølgelig er der mange mennesker der oplever, at denne uindskrænkede ret krænkes og at de bliver straffet eller angrebet på grund af deres religion eller
overbevisning – af regeringer, familiemedlemmer eller af grupper i samfundet*.

Nogle regeringer forbyder bestemte religioner eller overbevisninger. Falun gong er form for buddhistisk tro og praksis, som er forbudt i Kina. Falun gong-udøvere
har måttet døje med fængsling, tortur, tvangsarbejde og genopdragelseslejre* med det sigte at tvinge dem til at opgive deres overbevisning.

I Eritrea er der kun fire statsanerkendte religioner, og mennesker, der bekender sig til ikke-godkendte religioner såsom Pinsebevægelsen og Jehovas vidner, er
blevet mødt med hårde straffe.

Det måske mest almindelige eksempel på krænkelser af retten til at have en religiøs overbevisning er hadforbrydelser, hvor voldsofre konfronteres på grund af deres religiøse identitet eller overbevisning. De bliver angrebet, fordi de har en bestemt religion eller overbevisning.

I Frankrig er antallet af hadforbrydelser som overfald, chikane eller alvorlig vold rettet mod muslimer steget med 250% i 2015, hvor der er registreret 336 tilfælde. Og antallet af hadforbrydelser mod den jødiske menighed* forblev højt med 715 rapporterede hadforbrydelser.

I dele af Mexicos landdistrikter har protestantiske kristne været udsat for vold eller er blevet fordrevet fra deres jord af lokalsamfundets ledere*, der ønsker at bevare en traditionel katolsk-kristen religiøsitet.

I mange lande er religiøs identitet, national identitet og statens identitet tæt forbundne. I sådanne tilfælde kan religiøse minoriteter og mennesker, der forlader majoritetens religion, inklusive ateister, blive betragtet som illoyale over for nationen eller endda som en trussel mod landets sikkerhed.

Den ukrænkelige ret til at forlade éns religion eller tro bliver ofte tilsidesat.

Indonesien har love om religionsfrihed, men disse love beskytter kun mennesker med bestemte religioner: Islam, katolsk og protestantisk kristendom, buddhisme, konfucianisme og hinduisme. Ateisme er ikke omfattet.

I en alder af 30 år har Alex Aan, som har muslimsk baggrund, afsonet en fængselsdom på to-et-halvt år og er idømt en bøde på 11.000 amerikanske dollars for at skrive “gud eksisterer ikke” og oprette en ateistisk facebook-side. Aan blev anklaget for at have udbredt information rettet mod at opildne religiøst had eller fjendtlighed, for at have spredt blasfemisk indhold på internettet og for at have opfordret andre til at blive ateister.

Aan blev pryglet af vrede folkemængder og udstødt af sin *menighed på trods af, at han skrev en offentlig undskyldning på sin Facebook-side.

I Iran kan mennesker, der konverterer til kristendommen fra islam risikere hårde straffe, specielt hvis de er involveret i uregistrerede husmenigheder. I juli 2017 blev fire konvertitter idømt ti års fængsel, anklaget for at have “handlet mod landets sikkerhedsinteresser”. Tre af dem er også blevet idømt 80 piskeslag for at have drukket altervin, idet regeringen stadig betragter dem som muslimer, og det er ulovligt for muslimer i Iran at drikke alkohol.

Ofte bruger politiske og religiøse ledere deres egen fortolkning af hellige skrifter eller religiøse lovtraditioner til at retfærdiggøre forbud mod og straffe for at forlade majoritetens religion eller for at være tilsluttet bestemte grupper. Sanktionerne kan være dødsstraf, fængsling, afskedigelse fra arbejdet eller få annulleret sit ægteskab og miste forældremyndigheden over sine børn.

Et antal lande med muslimsk majoritet, bl.a. Saudi-Arabien og Pakistan har sådanne juridiske begrænsninger i retten til at forlade islam. Men sådan er det langt fra alle steder. For eksempel udgør muslimer i Sierra Leone omkring 70% af befolkningen og de kristne 20%, og selvom religion her er et meget offentligt anliggende, er den ikke politiseret, og konverteringer i begge retninger er helt almindelige.

Den slags problemer er ikke begrænset til lande med muslimsk flertal. I dele af Den Centralafrikanske Republik har såkaldte anti-balaka-militser benyttet dødstrusler til at tvinge medlemmer af den muslimske minoritet til at blive kristne.

Og adskillige delstater i Indien har love, der begrænser retten til at skifte religion. For eksempel kan man forlange, at folk, der vil konvertere, først skal indhente tilladelse fra et regeringsorgan. Og regeringer er ikke de eneste, der forbryder sig mod rettighederne. I Indien har der også været alvorlig opblussen af voldelige optrin, hvor hinduistiske nationalistgrupper har angrebet kristne og muslimske samfund og undertiden gennemtvunget konverteringer under trusler om vold. I nogle tilfælde er mennesker, som er blevet fordrevet på grund af volden, blevet afkrævet en konvertering før de kunne få lov at vende hjem igen.

Og det er heller ikke udelukkende religiøse mennesker, der oplever problemer. Personer, der kritiserer religiøse ideer eller forholdet mellem religion og stat, kan udsætte sig selv for alvorlig fare. I de senere år er adskillige bloggere i Bangladesh blevet myrdet af ekstremistgrupper for at kritisere religiøse ideer og praksisser samt staten. Desværre er de bangalesiske regerings forsøg på at standse disse voldelige ekstremistgrupper indtil videre ikke lykkedes.

Nogle regeringer undlader at fordømme angreb på mennesker, som kritiserer religiøse ideer. Tavsheden sender et signal om, at volden er berettiget og acceptabel.

Retten til at ændre religion eller overbevisning er meget kontroversiel på internationalt niveau. Det er faktisk sådan, at hver gang FNs medlemslande er blevet enige om en ny konvention eller erklæring, er retten til at ændre religion blevet mere vagt formuleret.

Men selv om sproget bliver vagere, har FNs menneskerettighedskomité – hvis opgave er at rådgive landene om, hvordan de skal fortolke konventionen om borgerlige og politiske rettigheder – erklæret, at retten til at have eller tilslutte sig en religiøs overbevisning nødvendigvis må indebære retten til selv at vælge en religiøs overbevisning – inklusive retten til at erstatte éns aktuelle religion eller tro med en anden eller til at antage en ateistisk overbevisning, såvel som retten til at bevare sin religion eller overbevisning.

For at opsummere:

Retten til at have eller ændre sin religion eller overbevisning er ukrænkelig. Den kan ikke begrænses under nogen omstændigheder.

Ikke desto mindre begrænser visse regeringer denne ret, og der er mange tilfælde, hvor familier eller grupper i samfundet straffer mennesker på forskellige måder for at have eller ændre deres religion eller overbevisning.

Du kan finde mere information om retten til at have eller ændre sin religion eller overbevisning, inklusive tekster fra menneskerettighedsdokumenter, der henviser til den, i træningsmaterialerne på hjemmesiden.

Copyright SMC 2018

Indholdet af Religions- og trosfrihed: Retten til at manifestere sin religion eller overbevisning.

Det andet kerne-aspekt ved religions- eller trosfrihed er retten til frit at manifestere sin overbevisning – gennem undervisning, ritualer, tilbedelse og ceremonier. Dette kaldes den ydre dimension af religions- eller trosfrihed. I modsætning til retten til at have eller ændre éns religion eller tro er retten til at manifestere ikke uindskrænket. Under visse omstændigheder kan denne ret begrænses.

At manifestere betyder at udtrykke tro eller overbevisning i ord eller handling. Internationale menneskerettighedslove giver os ret til at gøre dette offentligt eller privat, alene eller sammen med andre.

Man har lov til at bede privat og til at udtrykke sin religion eller overbevisning som medlem af en menighed med fælles gudsdyrkelse og traditioner.

Og menigheden har også rettigheder – ikke i forhold til dens medlemmer, men rettigheder i forholdet til staten. En af de vigtigste af disse rettigheder er, at staten skal sikre, at religiøse menigheder og trossamfund, som ønsker at blive en juridisk enhed har adgang hertil, så de kan have en bankkonto, ansætte medarbejdere, eje bygninger og drive institutioner.

Der er mange forskellige måder, hvorpå enkeltpersoner eller grupper kan praktisere eller manifestere en religion eller overbevisning, og FN-eksperter har leveret adskillige eksempler på aktiviteter, som er beskyttede:

• At samles til gudsdyrkelse, fejre højtider og overholde hviledage.
• At bære religiøse klædedragter og følge særlig forskrifter vedrørende kost.
• At have steder beregnet til gudsdyrkelse, gravpladser samt at fremvise religiøse symboler.
• At være aktiv i samfundet – fx ved at danne en velgørende institution.
• At tale om og undervise i religion og tro, samt træne og udpege ledere.
• At skrive, udgive og udbrede litteratur om éns overbevisninger og deltage i kommunikation vedrørende tros spørgsmål på nationalt og internationalt niveau.
• Man må også indsamle frivillige donationer.

Og nu siger du måske: Fint! Det er netop den slags rettigheder jeg har brug for til min menighed.

Det kan også være du har bekymringer: Hvad med de grupperinger, som kontrollerer og undertrykker deres medlemmer, eller opildner til had eller vold mod andre? Har de ret til at sprede og praktisere deres overbevisninger? Det vil jeg gerne give to svar på.

Ifølge artikel 5 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder er det forbudt at bruge én rettighed til at tilintetgøre andre rettigheder. Så retten til religions- og trosfrihed giver ikke hverken staten, enkeltpersoner eller grupper ret til at undertrykke folk, opildne til vold eller udføre voldelige handlinger.

Der er ganske vist mange regeringer og grupper der benytter sig af vold eller undertrykkelse. Men retten til religions- og trosfrihed giver dem ikke lov til at gøre dette. Tværtimod er den sat i verden for at beskytte dem, der er udsat for vold og undertrykkelse.

For det andet: Selvom om retten til at have eller vælge sin egen tro eller overbevisning ikke kan indskrænkes, gælder dette ikke retten til at manifestere eller praktisere religion eller tro. Men artikel 18 præciserer, at dette kun kan ske inden for rammerne af fire regler:

• Begrænsningen skal være givet ved lov,
• Den skal være nødvendig for at beskytte andre mennesker,
• Ikke-diskriminerende
• Samt proportional med det problem, den er sat i verden for at håndtere.

Disse regler er meget vigtige. Uden dem kunne regeringer hæmme alle og enhver gruppering eller praksis, de tilfældigvis ikke bryder sig om.

Indskrænkninger bør kun bruges som sidste udvej og ikke som redskab for statskontrol. Desværre er der mange regeringer, der ignorerer disse regler, og der er utallige eksempler på, at stater krænker retten til at manifestere sin religion. Restriktive love vedrørende registrering er et stort problem. Nogle regeringer kræver registrering og gør retten til at praktisere en religion eller overbevisning afhængig af, at man registrerer sig.

Dette er en krænkelse af international ret. Registrering bør aldrig være en betingelse for retten til at manifestere. Registrering bør have til formål, at de religiøse menigheder og trossamfund, som ønsker at blive en juridisk enhed, kan opnå dette.

Ofte har stater, som forbyder uregistrerede religiøse manifestationer også restriktive love, som begrænser grupperingers muligheder for at registrere sig. Uregistreret religiøs aktivitet er for eksempel forbudt i Kasakhstan, hvor adskillige grupperinger ikke har fået lov at registrere sig. Det er også ulovligt at tale om religion til nogen udenfor éns egen religiøse gruppering, og al religiøs litteratur skal underkastes censur, før det kan bruges. Dette påvirker alle religiøse grupperinger.

Regeringer lægger begrænsninger på religiøse praksisser på mange forskellige måder. Den vietnamesiske regering benytter kontrolposter for at forhindre Hoa Hoa buddhisters adgang til deres eneste pagode.

I Saudi-Arabien er offentlig, ikke-muslimsk gudsdyrkelse forbudt, og nogle migrantarbejdere er blevet arresteret og deporteret i forbindelse med razziaer mod grupperinger, der var samlet til gudstjeneste.

Og i dele af Kina og Indonesien er kirkebygninger blev tilintetgjort af myndighederne.

Tusindvis af publikationer er blevet forbudt ifølge russiske love vedrørende ekstremisme – herunder mange, der fredeligt fremlægger religiøse overbevisninger. Det er næsten umuligt at undersøge, om en tekst er forbudt, men er man i besiddelse af dem, risikerer man bøder, fængselsstraf eller forbud mod religiøse grupperinger.

Der er også snævre grænser for, hvilke religiøse overbevisninger, man må forkynde, samt hvor og af hvem.

I Frankrig forsøgte visse borgmestre at forbyde burkinien – en badedragt, der dækker hele kroppen undtagen ansigtet – med henvisning til den offentlige orden. Den lov blev underkendt af den øverste forvaltningsdomstol, men et forbud mod beklædning, der dækker ansigtet, findes stadigvæk. Og i nogle europæiske lande er der forbud mod halal- og kosher slagtning.

Retten til at manifestere sin religion kan også indskrænkes af handlinger begået af mennesker eller samfundsgrupper. I en rundspørge blandt mere end 5000 jøder i ni europæiske lande sagde 22 %, at de undgår at bære religiøse klædningsstykker som kalotten på grund af frygt for egen sikkerhed. Og i adskillige lande er jødiske begravelsespladser blevet skændet.

I lande som Ægypten, Pakistan samt dele af Nigeria er folk bange for at besøge bedesteder af frygt for angreb fra terroristgrupper, der udøver vold i islams navn. Samtidig er det i dele af Den Centralafrikanske Republik umuligt at holde fælles fredagsbøn på grund af risikoen for angreb fra terroristgrupper, der går efter muslimer.

For at opsummere: Retten til at manifestere sin religion eller overbevisning beskytter både individers og gruppers ret til at udtrykke deres tro eller overbevisning i ord og handling. Dette kan ske såvel privat som offentligt. Menneskerettighedsdokumenter viser mange eksempler på, hvilke typer af praksis, der er beskyttet, og et af de vigtigste værn for grupper er retten til at blive en juridisk enhed.

Retten til at manifestere sin religion kan indskrænkes, men kun inden for rammerne af et sæt strenge regler, der sikrer at:

• begrænsningen skal være givet ved lov,
• nødvendig for at beskytte andre mennesker,
• ikke-diskriminerende
• samt proportional med det problem, den er sat i verden for at håndtere.

Desværre er der mange regeringer rundt om i verden, der ikke følger disse regler. Retten til at manifestere sin religion eller overbevisning krænkes af såvel regeringer som af grupperinger i samfundene.

Du kan finde mere information om retten til at manifestere sin religion eller overbevisning, inklusive tekster fra menneskerettighedsdokumenter, der henviser til den, i træningsmaterialerne på hjemmesiden.

Copyright SMC 2018

Indholdet af religions- og trosfrihed: Beskyttelse mod tvang

Et vigtigt aspekt ved religions- eller trosfrihed er retten til beskyttelse mod tvang. Tvang er når nogen bruger magt eller intimidering til at få én til at gøre noget bestemt. Et kerne-aspekt ved religions- eller trosfrihed er, at alle har retten til frit at have eller at ændre deres religion eller tro. Eller med andre ord: at religion og tro og disses udtryksformer er frivillige.

Retten til beskyttelse mod tvang uddyber dette: Ingen, hverken staten, religiøse ledere eller nogen anden person eller gruppe har ret til at påtvinge andre deres tro eller praksis. Man må heller ikke tvinge nogen til at have, beholde eller ændre deres religion eller overbevisning.

FNs internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 18, afsnit 2: ”Ingen må underkastes tvang, der kan begrænse hans frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg.”

Ikke alene forhindrer denne dimension at stater kan tvinge folk; den giver også staten pligt til at beskytte mennesker fra trusler eller vold, de måtte møde fra andre mennesker eller grupperinger i samfundet.

Imidlertid ser man over hele verden eksempler på tvang i form af trusler, vold eller afstraffelse i form af bøder eller fængsling.

Tvang kan også være mere raffineret, som at tilbyde arbejde som belønning for at konvertere eller afbryde folks adgang til sundhedsydelser eller uddannelse, hvis de forlader eller nægter at tilslutte sig en religion eller tro.

Nogle gange er staten involveret i tvang. Enten officielt gennem lovgivning eller via handlinger begået af embedspersoner på lokalt niveau.

Baha’i-trossamfundet er den største ikke-muslimske religiøse minoritet i Iran. Siden revolutionen i 1979 er baha’ierne blevet udsat for systematisk forfølgelse fra regeringen, som forsøger at tvinge dem til at konvertere til islam.

I de første ti år efter revolutionen blev mere end 200 baha’ier dræbt, hundreder blev torteret eller sat i fængsel, mens titusindvis mistede deres arbejde, adgang til uddannelse eller andre rettigheder – udelukkende på grund af deres religiøse overbevisning.

I december 2017 var der 97 baha’i-samvittighedsfanger i Iran, heriblandt seks baha’i-ledere på nationalt niveau.

Dette eksempel illustrerer forbindelsen mellem diskrimination og tvang. Baha’ierne i Iran har forbud mod at gå på universitetet eller være ansat i statsforvaltningen. Denne diskriminerende lov er et eksempel på tvang. Hvis en studerende eller ansat afsløres som baha’i, har de valget mellem at konvertere til islam eller miste deres ansættelse eller studieplads.

Voldelige nationalister eller ekstremistgrupper tvinger undertiden mennesker til at ændre religion eller overbevisning. Den såkaldte Islamisk Stat, Daesh, tvang såvel yezidier som kristne til at konvertere og dræbte dem, der nægtede. I Indien er der dokumenteret tvungen omvendelse til hinduismen i forbindelse med indbyrdes vold mellem hinduistiske nationalister*.

I Myanmar er der dokumenterede tilfælde, hvor hæren tvinger kristne til at afsværge deres tro og konvertere til buddhismen med pistolen for panden. Og i dele af Den Centralafrikanske Republik er også muslimer blevet truet med skydning, med mindre de konverterede til kristendommen.

Skønt forbuddet mod tvang formelt set angår menneskers ret til at have, tilslutte sig eller ændre deres religion eller overbevisning, oplever mange også såvel statslig som samfundsmæssig tvang i forbindelse med udøvelsen af religion.

Et tema, der illustrerer den form for tvang, er kvinders påklædning. I nogle lande påbydes kvinder at gå i religiøs påklædning, mens andre lande forbyder kvinder
at gøre netop dette. Og kvinder risikerer chikane fra mennesker udenfor deres eget trossamfund hvis de bærer religiøse klædningsstykker – og fra mennesker indenfor deres eget trossamfund, hvis de ikke gør det. Mange forskellige mennesker kan blive udsat for tvang.

I mange lande bliver personer, hvis religiøse overbevisninger eller praksisser afviger fra stats ideologien eller fra den sociale norm, udsat for tvang. Minoriteter, ateister, konvertitter eller mennesker med religiøse overbevisninger, der af omgivelserne anses for “fremmede”, er særligt udsatte. Og indenfor religiøse grupperinger kan personer, der anses for kætterske, blasfemiske eller ikke anses for at udøve deres religion korrekt, blive forsøgt tvunget til at ændre deres tro eller praksis – tvang, der udøves af staten, familien eller trossamfundet.

For at opsummere:

Tvang kan bestå i trusler, vold, diskrimination eller afstraffelse som for eksempel bøder eller fængselsstraf – og kan udøves af staten eller af personer eller grupper i trossamfundet. Ved at fastslå, at ingen må udsættes for tvang, har internationale menneskerettighedslove ikke alene forbudt stater at udsætte mennesker for tvang – man pålægger også staten pligt til at beskytte mennesker ved aktivt og effektivt at forebygge og standse tvang i samfundet.

Du kan finde mere information om emnet beskyttelse mod tvang, inklusive tekster fra menneskerettighedsdokumenter, der henviser til det, i træningsmaterialerne på hjemmesiden.

Copyright SMC 2018

Indholdet af retten til religions- og trosfrihed: Beskyttelse mod diskrimination

Tæt forbundet med retten til religions- og trosfrihed er retten til beskyttelse mod diskrimination. Diskrimination er, når nogle mennesker ikke behandles lige så godt som andre – på grund af hvem de er.

En af hovedreglerne inden for international menneskerettighedslovgivning er, at det ikke er tilladt for stater at diskriminere ud fra nogen som helst begrundelse, inklusive religions eller trosoverbevisning.

Artikel 2 i FNs internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og FNs verdenserklæring om menneskerettighederne beskriver denne ret. FNs internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 2, stykke 1: “Enhver i denne konvention deltagende stat forpligter sig til at respektere og tilsikre alle personer, der befinder sig inden for dens område og er undergivet dens jurisdiktion, de i denne konvention anerkendte rettigheder uden forskelsbehandling af nogen art, herunder som følge af race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden status.”

Så diskrimination baseret på religion eller tro er forbudt. Forbuddet mod diskrimination er helt parallelt med forbuddet mod tvang. Staten skal ikke bare afstå fra selv at diskriminere i sit eget virke, den er også forpligtet til aktivt og effektivt at forhindre og standse diskrimination i samfundet.

Ikke desto mindre er diskrimination sandsynligvis den mest almindeligt forekommende krænkelse af retten til religions- og trosfrihed, og den påvirker alle religiøse grupperinger.

I Sverige har forskere fundet ud af, at jøder har en 26% lavere sandsynlighed for at få tilbudt et job, og muslimer har en 30% lavere sandsynlighed.

Spørgsmålet om hvorvidt og hvornår det er diskriminerende, hvis arbejdsgivere forbyder personalet at bære religiøse symboler som fx et kors eller en hijab på arbejdspladsen, er også vigtigt, og er blevet bragt for europæiske domstole samt FNs menneskerettighedskomite adskillige gange.

Der findes mange forskellige typer diskrimination. Den kan optræde i form af statens favorisering af én religion frem for andre, fx diskrimination i fordelingen af statsmidler til forskellige grupperinger. Det kan også være alvorligere diskrimination, der resulterer i knægtelse af rettigheder, fx når visse grupperinger nægtes retten til at blive anerkendt som juridisk enhed eller til at opføre religiøse bygninger*.

Når staten diskriminerer ud fra religion eller overbevisning, påvirker det ikke udelukkende religiøse aktiviteter. Det kan påvirke alle dele af livet, inklusive ægteskab, forældremyndighed eller adgang til beskæftigelse, bolig, velfærdsydelser eller retssystem.

I mange lande er en persons religion anført på ID-kortet. Det gør minoriteter sårbare over for diskrimination hver gang, de skal vise deres ID-kort.

I visse dele af Indonesien må hinduer rejse langt for at få anerkendt ægteskab eller barnefødsler, fordi lokale embedsmænd nægter at registrere dem. Og kristne har problemer med at få tilladelse til at bygge eller renovere kirker. Landets domstole har igen og igen dømt til fordel for de kristne, men lokale embedsmænd ignorerer kendelserne – undertiden, fordi de er bange for voldelige ekstremistgrupper.

I Pakistan betyder diskriminerende lovgivning, at det regnes for en kriminel handling, hvis ahmadier prædiker, formidler eller spreder materiale om deres tro – og de har mistet deres stemmeret.

Menneskerettighedsorganisationer i Kenya siger, at kampen mod terrorisme i landet har resulteret i en udbredt tendens til angreb på og kollektiv afstraffelse af muslimer fra sikkerhedstjenesternes side. Der er rapporter om vilkårlige arrestationer, tortur, drab og folk, der bare forsvinder – anklager, regeringen blankt afviser.

I 22 landsbyer over hele Myanmar har lokale buddhistmunke erklæret deres landsbyer for muslimfri zoner og opsat vejskilte med forbud mod, at muslimer får adgang til eller tilbringer natten i landsbyen, forbyder beboerne at gifte sig med muslimer og spreder hadpropaganda. Myndighederne har intet foretaget sig for at standse dette.

Ofte bliver mennesker diskrimineret af mere en én årsag – fx på grund af både religion og etnicitet, køn eller klasse. I menneskerettighedstermer kaldes dette for krydsdiskrimination. Dette gør visse grupperinger endnu mere sårbare over for krænkelser af retten til religions- og trosfrihed – fx kvinder, urbefolkninger, etniske minoriteter, LGBT-miljøet, migranter og flygtninge.

Lad os se nærmere på et eksempel på krydsdiskrimination fra Indien. Hinduernes kastesystem er et slags fastlagt klassesystem, der opdeler mennesker i højere og lavere kaster samt kasteløse, som fx dalitter. Dalitterne er som regel de fattigste af de fattige og udsat for massiv social og økonomisk diskrimination. Skønt det har sine rødder i hinduismen, gennemtrænger kastesystemet hele det indiske samfund, og folk fra alle trosretninger betragtes som tilhørende en bestemt kaste. Mange af Indiens kristne og muslimer har dalittiske rødder.

Da Indien opnåede uafhængighed, forbød regeringen kastesystemet og forsøgte at imødegå kaste-diskrimination ved at indføre positiv særbehandling. Dette system reserverer en vis kvote offentlige jobs og pladser på statsejede højere uddannelsesinstitutioner til dalitter og tilbyder visse velfærdsgoder.

Så vidt, så godt, kunne man tænke. Imidlertid bevilges disse goder kun til hindudalitter samt til sikher og buddhister af dalittisk oprindelse.

Kristne og muslimer af dalittisk oprindelse nægtes adgang til disse fordele. Kristne og muslimske dalitter udsættes for diskrimination af samfundet både på grund af kaste og deres minoritetsreligion. Der diskrimineres også mod dem fra statens side på grund af deres religion, idet de udelukkes fra den positive særbehandling, der skulle modvirke kaste-diskrimination. Dette påvirker de kristne og muslimske dalitters sociale og økonomiske udvikling.

For at opsummere:

Det er ikke tilladt for stater at diskriminere mod mennesker på baggrund af religion eller tro. Staten er også forpligtet til beskytte folk ved aktivt og effektivt at forhindre og standse diskrimination i samfundet. Der findes mange forskellige typer diskrimination, og den kan påvirke alle dele af livet. Ofte bliver mennesker diskrimineret af mere en én årsag, ud over deres religion eller tro.

Du kan finde mere information om emnet beskyttelse mod diskrimination, inklusive tekster fra menneskerettighedsdokumenter, der henviser til det, i træningsmaterialerne på hjemmesiden.

Copyright SMC 2018

Indholdet af retten til religions- og trosfrihed: Rettigheder for forældre og børn

Artikel 18 i FNs internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder foreskriver særlige rettigheder for forældre og for børn i relation til religions- og trosfrihed.

Forældre og værger har ret til at give deres børn en religiøs og moralsk oplæring og til at tilrettelægge familielivet i overensstemmelse med deres tro. Men det er ikke kun voksne, der har menneskerettigheder. Børn har også ret til religions- og trosfrihed – fx retten til at være med i de aktiviteter, der udfoldes af trossamfund eller lignende grupperinger og deltage i religiøse højtider eller gudsdyrkelse. Børn har også ret til at få adgang til religiøs oplæring i overensstemmelse med deres forældres eller værgers ønsker. De må ikke tvinges til at deltage i forkyndende religiøs vejledning mod deres forældres vilje, og i takt med at børnene modnes, skal deres egne ønsker i stigende grad tages i betragtning.

Der er mange eksempler på, at disse rettigheder krænkes. I landene i Centralasien indgår det i arven fra den sovjetiske fortid, at regeringerne helst vil kontrollere alle aspekter af samfundslivet. I Tadsjikistan er det fx forbudt for alle under 18 år at deltage i gudsdyrkelse eller religiøse begivenheder – dog bortset fra begravelser. Og i andre centralasiatiske stater har regeringer forhørt og chikaneret børn i skolealderen, som besøger moskeer eller kristne kirker, eller som deltager i aktiviteter som sommerlejre. Det er også forekommet, at børn er blevet udsat for offentlig fordømmelse i skolen. Så nogle regeringer forhindrer altså børn i at praktisere deres religion.

Andre regeringer tvinger børn af minoritetsforældre til at deltage i religiøs vejledning, der sigter på at omvende dem til majoritetens religion. Dette foregår på trods af, at stater er forpligtet til at sikre, at børn kan blive fritaget for forkyndende religiøs vejledning – ikke bare i teorien, men også i praksis.

I Tyrkiet indeholder læseplaner for og lærebøger i religiøs kultur og etik stadigvæk forkyndende religiøs vejledning – på trods af visse reformer. Jødiske og kristne elever er teoretisk set fritaget, men i praksis kan det være svært eller umuligt at kræve dette respekteret. Og børn af alevier, baha’ier, ateister eller fra agnostiske familier, eller elever, som har tilsluttet sig disse overbevisninger på egen hånd, er tvunget til at deltage i denne undervisning.

I alle disse eksempler bliver såvel forældres som børns rettigheder krænket.

Før FNs børnekonvention blev vedtaget, omtalte de internationale menneskerettighedslove ikke rigtigt børns rettigheder specifikt. Det lavede konventionen om på, idet den understregede, at børn har rettigheder – også, som nævnt i artikel 14, deres egen ret til religions- og trosfrihed.

Artikel 14 fremstiller børn som værende på én gang selvstændige og sårbare. De har brug for forældrenes hjælp og vejledning, når de skal udøve deres ret til religions- og trosfrihed – specielt i forhold staten.

Konventionen fastslår, at “barnets tarv” er det princip, der bør være styrende i alle anliggender. Den understreger også barnets ret til at udtrykke sin egen mening i alle sager, der angår barnet selv. Ikke desto mindre er det ofte voksne, særligt forældrene, der konkluderer, hvad barnets tarv er og taler på dets vegne. Undertiden kan forældrenes og barnets interesser dog afvige fra hinanden. I sådanne tilfælde må barnets ret til religions- og trosfrihed afvejes mod forældrenes ret til samme.

For eksempel: I hvilken alder har barnet fuld ret til at træffe egne beslutninger vedrørende religiøs tro eller praksis? Om, hvorvidt de fx ønsker at gå i kirke? Ifølge børnekonventionen skal forældres vejledning i sager vedrørende religion og tro gives i en form, der modsvarer barnets voksende færdigheder. Med andre ord: Jo ældre og mere modent, barnet bliver, jo større frihed bør det have.

Den internationale juridiske myndigheds-aldersgrænse er 18 år – men spørgsmålet om, hvor stor selvstændighed og mental modenhed man tilskriver børn efterhånden som de gennemlever barndommen, varierer meget mellem forskellige kulturer og sammengænge. Forskellige lande har hver deres love og bestemmelser. I Sverige, for eksempel, kan et barn fra 12-års-alderen ikke længere blive medlem af et trossamfund mod sin vilje.

Børnekonventionen fastsætter en universel norm for, hvordan forældre opdrager børn. Udøvelsen af religion eller overbevisning må ikke skade barnets fysiske og mentale helbred eller dets udvikling.

Sager vedrørende forældres ret til religions- og trosfrihed versus barnets rettigheder bringes sjældent for retten. Jehovas vidners ret til at fravælge blodtransfusioner til deres børn er imidlertid et eksempel på, at domstole kan afsige domme, der går imod forældres ret til religions- og trosfrihed til fordel for barnets ret til livet.

For at opsummere:

I denne film har vi set nærmere på forældres og børns rettigheder.

Børn har ret til religions- og trosfrihed, og forældre har ret til at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres overbevisninger. Dette skal ske på en måde, der modsvarer barnets voksende færdigheder – og udøvelsen af religion eller overbevisning må ikke skade barnets fysiske og mentale helbred eller dets udvikling.

Eksempler på krænkelser kan være stater, der forbyder børn at udøve deres religion – og stater, som tvinger minoritetsbørn til at blive oplært i majoritetens religion.

Du kan finde mere information om emnet forældres og børns rettigheder i relation til religions- og trosfrihed, inklusive tekster fra menneskerettighedsdokumenter, der henviser til det, i træningsmaterialerne på hjemmesiden.

Copyright SMC 2018

Indholdet af retten til religions- og trosfrihed: Nægtelse af samvittighedsgrunde

Retten til at tænke frit og følge sin samvittighed er beskyttet af artikel 18 i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder side om side med religions og trosfrihed, så retten til nægtelse af samvittighedsgrunde* er en del af retten til religions- og trosfrihed.

“Nægtelse af samvittighedsgrunde” betyder, at man nægter at gøre noget, man er forpligtet til, fordi det ville stride mod éns samvittighed eller religiøse overbevisning.

Eksempler på ting, mennesker nægter at gøre, kan være obligatorisk værnepligt, aflæggelse af troskabsed, at modtage blodtransfusioner eller deltage i visse medicinske indgreb. Den eneste specifikke form for nægtelse af samvittighedsgrunde, der nævnes i FNs dokumenter, er retten til militærnægtelse. Og den er ikke nævnt i hverken juridisk bindende FN-konventioner eller i Verdenserklæringen om menneskerettighederne.

I stedet er den nævnt i 22. generelle kommentar* fra FNs menneskerettighedskomité. Det er et dokument skrevet af FNs menneskerettighedseksperter, som forklarer, hvordan stater bør fortolke artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder.

Komitéen konkluderer, at artikel 18 understøtter retten til at afslå militærtjeneste af samvittighedsgrunde, hvis det at blive beordret til at slå ihjel er i alvorlig strid med ens ret til at følge sin samvittighed samt retten til at manifestere sin religion eller overbevisning.

Mange lande anerkender denne ret og tilbyder alternative måder at tjene sit land på – eller fritagelse. Men der er stadig et antal stater, der fængsler dem, der nægter at aftjene værnepligt på grund af religiøse eller pacifistiske overbevisninger. Jehovas vidner er den gruppering, der er mest berørt af dette. I Sydkorea var der fx 389 medlemmer af Jehovas vidner, der afsonede fængselsstraffe for militærnægtelse i december 2016.

Ifølge FNs menneskerettighedsorganer burde alternative, ikke-militære måder at tjene sit land på være tilgængelige for alle militærnægtere uden undtagelse, og alle, der er omfattet af værnepligt burde have adgang til information om retten til militærnægtelse og hvordan man påberåber sig den. Værnepligtige og frivillige burde have mulighed for at nægte både før og under aftjening af værnepligt.

Udover militærnægtelse er andre former for nægtelse af samvittighedsgrunde ofte anerkendt på nationalt niveau. Dette gælder hovedsageligt inden for sundhedssektoren, hvor fx jordmødre eller læger kan nægte at udføre aborter.

I visse lande er spørgsmål vedrørende nægtelse af samvittighedsgrunde blevet rejst i forbindelse med ægteskab mellem personer af samme køn. Ofte opstår der vanskelige spørgsmål omkring divergerende rettigheder, fx hvis retten til nægtelse af samvittighedsgrunde kommer i konflikt med kvindens rettigheder eller anti-diskriminationslovgivning.

Der er endnu ingen klar international juridisk norm for den type nægtelse af samvittighedsgrunde. Faktisk er emnet temmelig kontroversielt. Her er de tre stridspunkter, man oftest støder på:

Nogle mener, at nægtelse af samvittighedsgrunden hører under den uindskrænkede ret til religions- og trosfrihed, som aldrig kan begrænses. De hævder, at det at følge sin samvittighed ikke bør føre til nogen form for straf eller medføre omkostninger. Det er trods alt umuligt på én gang at være gudfrygtig pacifist og soldat, så at tvinge pacifister til at blive soldater, krænker deres indre*, uindskrænkede ret til at have en religion eller overbevisning.

Andre er enige i, at det er en uindskrænket ret, men mener at omstændigheder kan spille ind. De hævder, at værnepligtige, indsatte og andre, der ikke har nogen indflydelse på deres situation, aldrig bør tvinges til at gøre noget, der strider mod deres samvittighed.

Men at personer, der frivilligt søger et job og har mulighed for at forlade det igen, ikke automatisk kan forvente, at deres arbejdsgiver skal tage hensyn til deres samvittighed. Med andre ord, det at vælge at handle i overensstemmelse med sin samvittighed kan have omkostninger.

Andre igen hævder, at militærnægtelse er en handling, og at det derfor er en manifestation af ens samvittighed, religion eller overbevisning. Manifestationer kan begrænses, men kun når det er nødvendigt for at beskytte andres rettigheder eller frihed, folkesundheden, den offentlige orden eller moral. Hvad angår militærnægtelse er det vigtigt at bemærke, at den nationale sikkerhed ikke er en legitim grund til at begrænse retten til religions- og trosfriheden. Juridiske eksperter er uenige om, hvilket af disse standpunkter, der er korrekt.

For at opsummere:

I denne film har vi set nærmere på nægtelse af samvittighedsgrunde. Nægtelse af samvittighedsgrunde er retten til at nægte at gøre noget, man normalt forventes
at gøre. Retten til militærnægtelse er beskyttet i de internationale menneskerettighedslove. Mange lande anerkender denne ret, men andre fængsler militærnægtere. Mange stater anerkender også andre former for nægtelse af samvittighedsgrunde på nationalt niveau. Disse rettigheder er dog kontroversielle, og international lovgivning herom er ikke fuldt udviklet.

Du kan finde mere information om emnet retten til nægtelse af samvittighedsgrunde, inklusive tekster fra menneskerettighedsdokumenter, der henviser til det, i træningsmaterialerne på hjemmesiden.

Copyright SMC 2018

Begrænsninger i retten til religions- og trosfrihed

Begrænsninger i retten til religions- og trosfrihed.

Enhver ved fra nyhedsstrømmen, og måske fra egen livserfaring, at mange regeringer indfører begrænsninger i retten til religions- og trosfrihed. De hævder, at det er nødvendigt at begrænse religiøse udtryk af den ene eller den anden grund.

Så hvordan kan vi vide, hvornår begrænsningerne er forsvarlige og acceptable, og hvornår ikke? De Internationale Menneskerettighedsloge fastslår, at retten til frit at have, vælge, ændre eller forlade ens religion eller overbevisning er uindskrænket. Den kan aldrig begrænses. På den anden side kan retten til frit at manifestere sin religion eller overbevisning godt begrænses, men kun inden for rammerne af fire regler.

Begrænsningen skal være givet ved lov. Formålet med denne regel er, at forhindre staten, politiet og domstolene i at agere uforudsigeligt eller inkonsekvent.

Begrænsningen skal være nødvendig for at beskytte sikkerheden, den offentlige orden, folkesundheden, den offentlige moral eller andre menneskers rettigheder eller frihed. Dette er vigtigt. At indføre begrænsninger for at sikre andre menneskers sikkerhed er noget helt andet end at gribe til begrænsninger for at vinde stemmer.

Begrænsningerne må ikke være diskriminerende.

En hver begrænsning skal være proportional med det problem, en manifestation har skabt. Disse regler er yderst vigtige. Uden dem kunne regeringer lægge begrænsninger på enhver gruppering eller praksis, de tilfældigvis ikke bryder sig om. Begrænsninger er tænkt som en sidste udvej, ikke et middel til øget kontrol fra statens side.

Lad os se på et tænkt eksempel, der kan illustrere, hvad disse regler betyder. Lad os forestille os en by, hvor der findes fem forskellige religiøse grupperinger.
Alle har de religiøse bygninger, og alle udsender de en vis mængde støj, som deres naboer ikke sætter pris på. Men politiet modtager kun klager vedrørende en lille upopulær gruppering. Et højt støjniveau er skadeligt for helbredet, og folkesundheden er en legitim årsag til at indføre begrænsninger.

Så hvad skal den lokale myndighed gøre? Hvilke slags forordninger er nødvendige, ikke diskriminerende og proportionale for at beskytte folkesundheden? I dette tilfælde ville en almen lov, der regulerer den mængde støj, der er tilladelig for alle offentlige møder, være hensigtsmæssig. En lov, der behandler både alle religiøse grupperinger og alle andre ens. Hvis en gruppes aktivitet overstiger støjgrænsen, vil det være rimeligt at forlange, de begrænser støjen eller betaler en byde.

Det vil ikke være rimeligt at forlange fuldkommen stilhed eller forbyde dem overhovedet at mødes. Og politiet er nødt til at håndhæve loven på samme måde over for alle, selvom det kun modtager klager vedrørende upopulære grupperinger. Det var bare et lille, ret enkelt eksempel.

Når vi ser på store krænkelser af retten til religions- og trosfrihed, er det normalt let at se, at disse regler bliver ignoreret, fordi restriktionerne er så åbenlyst unødvendige, diskriminerende eller uforholdsmæssigt strenge. Visse lande forbyder al religiøs aktivitet, der udøves andetsteds end i bygninger, der er registreret til formålet. Dette gør det ulovligt at bede bordbøn sammen med sine gæster, før man spiser middag i sit eget hjem. Den begrænsning er åbenlyst ikke legitim.

Men der er massevis af kontroversielle sager. Er det i orden, når en borgmester i Frankrig forbyder burkinier? Badedragter, der dækker hele kroppen, undtagen ansigt og fødder? Eller når myndighederne i dele af Indien begrænser retten til at fortælle andre om sin overbevisning? I denne fremstilling vil vi se nærmere på de syv spørgsmål domstole bør stille for at kunne fastslå, om begrænsninger er legitime. Forhåbentlig vil dette kunne hjælpe dig til at vurdere begrænsninger, som du kan støde på.
Når en stat iværksætter begrænsninger, er det første spørgsmål, man bør stille, om begrænsningen griber ind i den ukrænkelige ret til at have eller antage en religion eller tro, eller mod retten til at manifestere den. Hvis den ukrænkelige ret begrænses, er statens tiltag ikke legitime, men hvis det udelukkende er en manifestation, der begrænses, kan vi gå videre til næste spørgsmål.

Er den adfærd, der begrænses, en manifestation af religion eller tro, eller blot en adfærd? De ting, vi gør, er ofte styret af vores overbevisninger. Men det er ikke alt, hvad vi gør, der er en beskyttet manifestation af religion eller tro. Når nogen klager over, at deres ret til at manifestere er blevet krænket, vil domstolen som det første fastslå, om den pågældende adfærd er en manifestation af religion eller tro. Dette gør os ved at betragte forbindelsen mellem adfærd og overbevisning for at se, om de er tæt forbundne.

Nogle gange er dette enkelt at afgøre. At gå i kirke er umiskendeligt forbundet med at være kristen. At faste er umiskendeligt forbundet med islam. Men så simpelt er det ikke altid.

For den ene kristen er det ikke vigtigt at bære et kors. For den anden er det et afgørende udtryk for religiøs identitet. Og muslimske kvinder har forskellige holdninger til at bære hovedtørklæde.

Det er ikke domstolenes rolle at bestemme, hvilke overbevisninger, der er korrekte. I afgørelsen af, hvad der kan regnes for religiøse manifestationer, risikerer domstolene at afgive kendelser vedrørende doktriner, der sætter visse teologiske fortolkninger over andre.

Menneskerettigheder er noget, individer har, så domstolene ser i stigende grad på de involverede personers overbevisninger, i stedet for på institutionelle doktriner og resonerer således. Hvis en person betragter en handling som en religiøs manifestation, så er det det for den pågældende.

Når det først er fastslået, at en beskyttet manifestation er blevet begrænset, skal det undersøges, om begrænsningen er givet ved lov.

Er der en nedskrevet lov, retspraksis eller sædvaneret, der regulerer begrænsningen, eller er den blot indført af embedsmænd uden juridisk grundlag? Hvis der ikke er et juridisk grundlag, er begrænsningen ikke legitim.

Det næste skridt er at vurdere, om begrænsningen er nødvendig med henblik på beskyttelse i henhold til en legitim grund. For at finde ud af det, må vi først undersøge, om der er en direkte forbindelse mellem den begrænsede praksis og en af de fire legitime grunde, og dernæst, om begrænsningen er nødvendig. Lad os se på disse spørgsmål et af gange.

Ifølge international lov er der kun legitim grundlag for at begrænse retten til religiøs manifestation, hvis det sker for at beskytte sikkerheden, den offentlige orden, folkesundheden, den offentlige moral eller andres rettigheder eller frihed. Så er disse områder truet af den begrænsede adfærd, og er der beviser for dette? Staten skal bevise en direkte sammenhæng mellem den adfærd, der ønskes begrænset, og en af disse legitime grunde.

Hinduernes kastesystem opdeler mennesker i højere og lavere kaster samt kasteløse. Kasteløse grupperinger er udsat for massiv diskrimination og social og økonomisk forskelsbehandling. Visse templer har før i tiden forbudt kasteløse hinduer adgang.

Indien afskaffede kastesystemet i 1949, og det er ikke længere til at få templer at forbyde kasteløse hinduer adgang. Denne begrænsning består prøven. Der er en klar, direkte sammenhæng mellem at forhindre kastediskrimination og at beskytte andres rettigheder og frihed.

Men det er ikke alle begrænsninger, der kan vise en sådan klar sammenhæng. Og nogle gange tegner regeringer et misvisende billede eller direkte misbruger de legitime grunde. Begrænsninger i retten til religions- og trosfrihed er ofte relateret til den offentlige orden.

Love vedrørende den offentlige orden omhandler mange forskellige ting, inklusive trusler, overfald, tilskyndelse til vold og nogle gange blasfemi. Retten til at manifestere religion eller overbevisning forudsætter nødvendigvis, at man har ret til at sige, hvad man opfatter som sandt. Overbevisninger kan selvsagt udtrykkes fredeligt eller på måder, som tilskynder til vold.

Desværre bliver nogle mennesker så krænket over fredelige udtryk for overbevisninger, der afviger fra deres egne, at de svarer igen med vold. Visse stater forbyder fredelige udtryk for visse overbevisninger med det argument, at det er legitimt i forhold til beskyttelse af den offentlige orden på grund af risikoen for gruppevold.
Indonesien har forbudt offentlige udtryk for Ahmadi- og ateistiske overbevisninger på dette grundlag. Resultatet er, at det under tiden er ofrende for vold, der anklages for blasfemi eller opildnende, og ikke gerningsmændene, der anklages for overfald. Den slags love reducerer ikke volden. I stedet forstærker de ideen om, at personer, der har den forkerte overbevisning, bør straffes.

En anden vanskeligt håndterbar grund er hensynet til den offentlige moral. Har alle den samme moral, og hvis moral er offentlig? FN’s menneskerettighedseksperter siger, at definitionen af den offentlige moral bør stamme fra mange sociale, filosofiske og religiøse traditioner. Med andre ord kan man ikke basere begrænsninger alene på majoritetens moral.

Det er måske overraskende, at hensyn til nationens sikkerhed ikke er blandt de legitime grunde til at begrænse retten til religions- og trosfrihed. Nogle regeringer dæmoniserer visse grupperinger, specielt dem, der deler religion med et fjendtligt land, og kalder dem en trussel mod nationens sikkerhed. Konventionens forfattere var enige om, at hensyn til folkesundhed, offentlig sikkerhed og orden gav tilstrækkeligt råderum for indførelse af begrænsninger, og at hvis man tilføjede hensynet til nationens sikkerhed, risikerede man at gøre retten til religions- og trosfrihed uanvendelig netop der, hvor der er mest brug for den.

Vi har altså fastslået, at staterne skal kunne påvise en direkte sammenhæng og gøre rede for, på hvilken måde de begrænsede praksisser truer et af de nævnte områder. Vi har også set, at det er vigtigt at teste, om de legitime grunde fortolkes og anvendes korrekt.

Lad os gå videre til den anden del af vores spørgsmål. Er begrænsning nødvendig? Altså ikke blot ønskelig set ud fra majoritetens eller et bestemt politisk perspektiv, men nødvendig?

Lad os forudsætte, at regeringen har påvist, at der er en direkte forbindelse mellem den foreslåede begrænsning og beskyttelsen af andres rettigheder og frihed. Er truslen alvorlig nok til at begrunde en begrænsning? Vil den foreslåede begrænsning effektivt kunne beskytte andre menneskers rettigheder? Og er der andre måder, hvorpå problemet kunne løses, uden at begrænse rettigheder?

Hvis problemet ikke er alvorligt nok, hvis den foreslåede begrænsning ikke vil bidrage til at løse det, eller hvis der er andre måder at løse det på, uden at begrænse rettigheder, så er begrænsningen ikke nødvendig.

Kinas regering hævder at have bekymringer vedrørende sundhed og sikkerhed i overfyldte buddhist-træningscentre. Hensyn til sundhed og sikkerhed er legitime grunde. En løsning kunne være at tillade centrene at foretage renoveringer og udvidelser. Den løsning ville ikke indebære begrænsninger i rettigheder. I stedet har regeringen revet hele områder ned og tvangsforflyttet tusind nonner. Det var ikke nødvendigt. Selvfølgelig kan det være nødvendigt med begrænsninger.
FN har tydeligt erklæret, at skadelige traditionelle praksisser bør forbydes, som f.eks. visse optagelsesceremonier og kvindelig omskæring. I mange tilfælde kan der naturligvis ikke skelnes så klart, men det er altså staten, der skal bære bevisbyrden med hensyn til begrænsningens nødvendighed. Når vi har konstateret, at staten handler på legitimt grundlag, og at begrænsningen er nødvendig, skal det undersøges, om den er diskriminerende.

Man kunne tro, at det er enkelt at se, om love, politikker eller praksisser er diskriminerende. Og det er tilfældet, hvis de udtrykkeligt gælder for nogle mennesker og ikke for andre. Dette kaldes direkte diskrimination og er forbudt.

Men under tiden kan love, der gælder for alle, have kraftig indvirkning på visse mennesker og ingen indvirkning på andre. Dette kaldes indirekte diskrimination. Lad os vende tilbage til vores opdigtede by med de støjende religiøse bygninger.

Byrådet har indført en lov, der begrænser støjniveauet for offentlige begivenheder, og religiøse grupperinger har indstillet deres højtalere i overensstemmelse hermed. Men kirkeklokkerne ringer for højt, og man kan ikke skrue ned for dem. Kirken må opgive en traditionel praksis, mens andre trossamfund ikke har problemer. Dette er indirekte diskrimination.

Der findes mange eksempler på, at generelle love resulterer i indirekte diskrimination. I mange lande er det blevet forbudt at gå med kniv på offentlige steder. Dette påvirker ikke menigheder eller tro samfund, bortset lige fra sikherne. Sikhistske mænd har pligt til at bære en kirpan daggert, en ceremoniel kniv, under skjorten. Så loven begrænser sikhistske mænds mulighed for at opfylde deres religiøse forpligtelser.

I nogle lande kræves det ifølge planlovgivningen, at nye bygninger skal godkendes af nabogrundenes ejere. Men naboer kan være fordomsfulde, så det er nemmere for traditionelt orienterede grupperinger at få byggetilladelse, end for mindre, ikke traditionelle grupperinger. Politikker og praksisser kan også skabe problemer.
Hvis et universitet altid afholder optagelsesprøver om lørdagen, er adventister og rettroende jøder dårligere stillet. Ofte pålægges arbejdere for religiøse minoritetsgrupper at holde ferie i forbindelse med majoritetens helgedage, frem for at få lov at holde fri i forbindelse med deres egne højtider. Direkte diskrimination er altid forbudt.
Men domstolene bør behandle indirekte diskrimination som et praktisk problem, der skal løses, hvis det overhovedet er muligt inden for rimelighedens grænser. Og ofte kan der findes enkle løsninger. I vores opdigtede by kunne byrådet udstede en dispensation, der tillod kirkeklokkerne at ringe på søndage og ved religiøse højtider.
I Sverige blev universitetets optagelsesprøver før i tiden kun afholdt om lørdagen. Nu lægges de også på fredage, og uniformer på arbejdspladsen kan ofte tilpasses, så variationer som f.eks. en turban kan indgå. Men domstolene anerkender, at det ikke altid er muligt.

Indirekte diskrimination kan være lovlig, hvis det kan bevises, at der er til strækkelig gode grunde – et objektivt belæg – for den. F.eks. regler vedrørende forebyggelse af hospitalsinfektioner, der forbyder de ansatte at bære smykker, kan være til ulempe for visse grupperinger. Men det retfærdiggøres af hensynet til folkesundheden.
Hensynet til folkesundheden er naturligvis en legitim grund til at begrænse retten til religions- og trosfrihed. Men i relation til indirekte diskrimination accepterer domstolene også andre grunde. F.eks. kan en virksomhed argumentere for, at det ville underminere virksomhedens interesser at ændre dens politiker.

En tøjbutik, som forlanger af ekspedienterne, at de skal bære tøj fra forretningens sortiment, ville sandsynligvis ikke blive pålagt at ansætte en ekspedient, der nægtede at bære forretningens tøjmærker af religiøse årsager. Så mens direkte diskrimination er forbudt, skal indirekte diskrimination blot undgås i videst mulige omfang ved at finde rimelige måder at imødekomme individers og grupperingers behov på.

Når det er fastslået, at en begrænsning ikke er diskriminerende, skal vi afprøve, om den er proportional med det aktuelle problem.

I hvilken udstrækning skal manifestationen begrænses?

Hvad skal forbydes?

For hvem?

Hvornår?

Og hvor?

Der er stor forskel på at forbyde bestemte religiøse klædningsstykker i bestemte professioner på bestemte typer arbejdspladser, og så forbyde alle at bære religiøse klædedragter på gaden. Så internationale domstole ser på proportionaliteten. Domstole i USA opererer inden for endnu snævrere rammer. Begrænsninger skal påføres på den mindst restriktive facon, det er muligt.

Et sidste aspekt, som nogle domstole tager under overvejelse, er fortolkningsmarginen. Verden er mangfoldig, og menneskerettighedsprincipper kan omsættes i praksis på mange forskellige måder med basis i den nationale kontekst.

Derfor anvender nogle internationale domstole en vis fortolkningsmargin, hvilket dybest set betyder, at nationale myndigheder bedst forstår den nationale kontekst og er bedst rustet til at formulere deres nationale love, så de internationale domstole accepterer, at der skal være plads til skønsmæssige vurderinger i nogen grad. Spørgsmålet om, hvor bred denne margin for staternes skynd skal være, og hvor vidt domstolene tillader for bred en margin, er et vigtigt emne for debatten.

For at opsummere. Når vi skal undersøge, hvor vidt en begrænsning er tilladelig, er processen som følger.

1. Afgør, om en lov begrænser den uindskrænkede ret til at have eller ændre ens religion eller overbevisning eller en manifestation.

2. Afgør, om den begrænsede adfærd hører ind under beskyttede manifestationer.

3. Undersøg, om begrænsningen sker på legitimt grundlag.

4. Afgør, i hvilken udstrækning manifestationen udgør en trussel mod hensynet til en af de legitime grunde til begrænsninger, f.eks. andres rettigheder og frihed.

5. Afgør, om begrænsningen er direkte eller indirekte diskriminerende.

6. Og overvej, om begrænsningen er proportional med den trussel, den begrænsede adfærd udgør, og om den effektivt vil løse problemet.

Når vi forstår de begrundelser, domstolene burde anvende for at være i overensstemmelse med menneskerettighederne, kan vi mere effektivt kræve vores ret.

Vi kan også i højere grad bidrage til den offentlige debat om, hvorvidt domstole og regeringer handler korrekt, eller om de faktisk krænker retten til religions- og trosfrihed.

 

Copyright: SMC 2018